Lars "Frø" Nielsen
Farum Lystfiskerforening
Esrum Sø
Båd nr. 1-2, Fiskerings-jolle
Lørdag den 2. september 2023
TEST 2 PÅ ESRUM SØ
I sidste uges test fik jeg ikke det hele med, så jeg måtte lave en ny tur. Nu for at tjekke GEDDERNE ud!
Selvom vejrmeldingen var fin, så skal man altid huske, at hvis det blæser lidt i Farum så blæser det meget på Esrum, så efter at have rullet rundt i alt for høje bølger i en times tid, måtte jeg gå til plan B, og søge over i læ i Gribskov siden.
Jeg skulle imidlertid ikke lede længe, førend der dukkede fisk op på loddet, og så sejlede jeg rundt i området i en times tid og fik først en 5,5 kilos gedde og derefter en fin 7,9 kilos! Det var en kort, kraftig, storhovedet fisk, som gjorde et vældigt væsen af sig.
Da den endelig lå i nettet udenfor båden, fortsatte den bare med at mase løs. Og minsandten om ikke den fandt et lille hul, som den borede hovedet igennem, og pludselig lå den med hele overkroppen på vej ud af nettet. Jeg nåede lige at få den proppet tilbage og hevet ombord. Målt, vejet, fotograferet og ud i suppen igen; Flueben ved gedderne !
Ganske vist var det et gammelt net, og ganske vist var det repareret adskillige gange, men at det også var pil-mørt, kom bag på mig. Nu kan jeg så gå og glæde mig til at komme i en grejbutik og foretage det helt nødvendige indkøb af et nyt, moderne, gummibelagt og rummeligt net.
KNÆK OG BRÆK fra FISKERINGENS ferskvandsinspektør, Lars Henning Nielsen