Furesøbadbåden havareret

13. juli 2025 22:00 , af Morten Søndergaard

Søndag aften den 13. juli 2025 kl. 2049 tikkede en SMS ind fra Fiskeringens ferskvandsinspektør Lars "Frø": "Jeg har brug for hjælp NU!"

Furesøbadbåden var havareret og lå på 5 meter vand ud for Furesø Marina kun med motorbenet stikkende over vandoverfladen!

3 medlemmer af Farum Lystfiskerforenings interne bådpasserteam - Anders Villadsen (Fiskeringens næstformand), Benny Jensen (bådpasser ved Stavsnholt i Furesøen) og Morten Søndergaard (Fiskeringens formand) - smed hvad de havde i hænderne og hastede ned til Furesøen.

Et sørgeligt syn mødte dem: Det eneste synlige ved Furesøbadbåden var motorbenet - resten af båden var under vand. Den "stod" faktisk lodret op og ned i vandsøjlen!

Enden på det hele blev, at ankertovet blev fæstnet til båden, hvorefter Anders hoppede i vandet og svømmede ankertovet over til anløbsbroen. Herfra kunne vi trække båden over til dens rette placering.

Herefter påbegyndtes manuel tømning af båden for vand med efterfølgende hjælp fra dykpumper.

Dagen efter viste det sig at båden var halvt fyldt med vand! Der må altså være påført en større revne/flænge i skroget. Båden er desværre muligt totalskadet.

Medlemmet der havde booket båden og meget ubetænksomt og uansvarligt havde fortøjret den på ydersiden af Marinaens bolværk er blevet blokeret i systemet og kan se frem til en større opkrævning for service af motoren m.m. (han havde ikke åbnet for benzinhanen, hvorfor motoren satte ud kort efter afsejling. Han havde så heller ikke taget hverken årer eller anker med sig i båden...)



Et sørgeligt syn (foto: Morten Søndergaard)



Hvad gør vi? (foto: Morten Søndergaard)



Anders hoppede i vandet og svømmede ankertovet over (foto: Morten Søndergaard)



Så skal der tømmes! (foto: Morten Søndergaard)



Først manuelt, siden med dykpumpe (foto: Morten Søndergaard)



Motoren afmonteres - den skal til service! (foto: Morten Søndergaard)


Tilbage til Nyheder